Prædikener i Odense Valgmenighed

Nogle af Inger Hjuler Bergeon’s prædikener kan findes på siden til her

Det er bededag hver dag…

I de her dage må vores konfirmander  – og mange andre – leve med den skuffelse, at deres store  fest blev udskudt. Al den glæde og alle de forberedelser, der var i gang, fik pludselig et stop.
Men vi samler op med glæde og ny begejstring til konfirmation d.19.september.

I min lille hilsen til denne weekend vil jeg sige lidt om Bededag.
Engang hed den jo ”Store Bods- og Bededag” og falder altid 4.fredag efter påske. Men oprindeligt hed den ”Ekstraordinær almindelig bededag” og blev indført af biskop i Roskilde, Hans Bagger, i 1686.
Senere blev den kaldt ”Store Bededag”, – og nu kun Bededag. Hvad den skal hedde ved næste revision, kan man kun gætte sig til… For er hver dag ikke en bededag?
Der er ikke andre lande, der har denne helligdag på samme dag som os.
Den tankegang, der lå bag, er meget fremmed for mange af os. Dengang havde man den opfattelse af ”Gud, konge og fædreland”, at hvis befolkningen var from, ville Gud være nådig overfor kongen og landet.
Derfor var der mange bods- og bededage fordelt henover året, og dem samlede man så i 1686 til én dag.
Helligdagen begyndte aftenen før, hvor alt skulle lukkes, når kirkeklokkerne ringede. Man skulle holde sig hjemme og faste indtil næste dag, fredag, til efter gudstjenesten. Da bagerne også holdt lukket, bagte de hvedeknopper, som man kunne købe dagen før og så spise fredag efter faste og gudstjeneste.
Det med, at Gud skulle være en, der særlig holder hånden over et land, hvis befolkningen er from og gør bod, er en tanke, der stammer fra visse steder i Det gamle Testamente. Men, samme tanke fik i 1600-tallet en vældig opblomstring hos konger og præster i de protestantiske lande. F.eks. havde Christian den 4. valgsproget: ”Fromhed styrker rigerne”.
Det er mærkværdigt, at sådan en tanke fik sådan en magt. For i alt, der er forkyndt i Ny Testamente, er der intet, der forbinder tanken om gud med tanken om et særligt land eller en særlig elsket befolkning eller en særlig elsket styreform som f.eks. enevælde, demokrati eller monarki.

Hver dag er en bededag, ku’ man sige, – og vel også en bodsdag ? Når vi beder er det jo ikke blot for at bede om hjælp eller nåde. Vi beder ligeså tit for at sige tak eller for at rette vores kærlighed mod mennesker, vi tænker på og håber godt for, – eller vi beder for at kaste lys på egne fejl.
Bøn kan være med ord eller uden ord. Mange ord eller få ord. Bøn kan være et suk, – en stille sukken over nogle omstændigheder. Og bøn kan være ultrakort: ”tak” eller ”hjælp ”.
Fadervor er en bøn, der tager det hele med! Og derfor tror jeg, at så mange beder den.
Der er både tak og forbøn, – for én selv, men især for andre! Der er himmel og jord, det synlige og  usynlige. Der er nutid og med ønsker for fremtiden. Og fortiden er også med i en bøn om at kunne tilgive og kunne bede om tilgivelse. Det er andre end én selv, der er i centrum, samtidig med at det er en bøn, der kommer fra ens eget hjerte.  Når vi beder Fadervor sker det af tillid – men man får også tillid af den bøn.
Stille, hverdagsagtigt – hver dag som en bededag.

Med venligste hilsner
Inger

__________________________

Musik

Denne musikvideo er optaget inde i kirken den 17. november 2017 af Arne Damsted Rasmussen, hvor Carsten Sindvald sidder og spiller på kirkens nye flygel, 3 melodier komponeret af Arnes oldefar Hans Damsted – Daugstrup Vals, Inger Vals og Knud Damsted Mazurka.

Hertil lidt slægts- og kirkehistorie:

Hans Damsted var landmand gift med Laurine Larsen og overtog i 1892 hendes fædrene gård i Gerskov på nordfyn og drev indtil 1938. Det var i den periode Hans gik og komponerede melodier. Laurine er søster til Rasmus Marius Larsen som var med til at stifte Odense Valgmenighed i 1883 og blev den 8. april 1884 gift med Kirstine Nielsen som de første ægteviede i Odense Valgmenighed. Rasmus Marius Larsen er vor nuværende medlemmer de tre søskende Gunnar, Aase og Inger Larsens farfar.

Daugstups vals:                 https://youtu.be/zxZ2dR89iDM
Inger Vals:                          https://youtu.be/q37yEG_B4eU
Knud Damsted Mazurka:   https://youtu.be/JIwEhnll70M

Ord og musik til søndag d. 3. maj

Ingers hilsen

Allerførst vil jeg takke for de søde og gode mails, vi har fået fra mange af jer i de sidste par uger! Tak fra menighedsrådet og fra os, der er ansatte i kirken.
Også tak for, at I tager så godt imod den måde, vi har valgt at gebærde os på, mens kirken fysisk er lukket.
Selvfølgelig har vi fulgt myndighedernes love og regler fra ”dag 1”.
Men vi har også valgt at lytte til sundhedsmyndighedernes rådgivning.
Derfor er vi ikke blandt dem, der politisk vil presse på, at netop kirkerne skal have lov til at åbne som de første.
Vi venter med tålmodighed, fordi vi mener, at der er andre, der ved bedre end os, – og at de gør deres bedste!
Lige nu vil mange interessegrupper i samfundet markere deres betydning. Sådan er det også i en krisetid. Men i menighedsrådet er vi enige om at vise tillid og tålmodighed.
I dag vil jeg fortælle om en sag, der engang gav voldsom diskussion mellem kirkeinstitutionen og lægevidenskaben. Den er tankevækkende, fordi man næsten ikke kan forestille sig, at nogen kunne være uenige om tiltaget.
I dag synes vel ingen, at det er mærkeligt at drikke af hver sit bæger, når vi går til alters.
Vi lægger selvfølgelig mærke til, at i andre kirker i verden bruger de en stor fælles kalk, som præsten tørrer af hver gang, der er drukket af den.
Det var i 1909 at der kom en lov, som gav kirkerne i Danmark mulighed for at bruge ”særkalke” ved nadverbordet. Det blev netop ikke et påbud, men kun en mulighed, for der var alt for meget modstand fra præster og biskopper. ( Man kan læse om ”nadversagen” på nettet, skrevet af bla. professor i kirkehistorie Per Ingesmann).
Når jeg har fortalt konfirmanderne om vores små sølvbægre, har jeg med stolthed troet, at vi i Danmark som en selvfølge begyndte at bruge særkalke, dengang tuberkulosen rasede i slutningen af 1800-tallet. Men jeg er blevet klogere og en anelse mindre naiv.
Det blev nemlig til både en kirkepolitisk kamp og en kamp mellem tro og videnskab, da en skovrider i  1890’erne foreslog at indføre individuelle bægre. Ved hans datters konfirmation havde de været til alters ved siden af en tuberkuløs familie og var blevet angst for smitte.
Det kan vi jo godt forstå – her på afstand af begivenheden og med en ny smitte i befolkningen. Men dengang var der ikke enighed! Mange mente, at man ville ødelægge betydningen af nadveren ved ikke at bruge samme bæger til alle. Andre mente, at det var manglende tillid til Gud, hvis man var bange for at blive smittet. Og endelig mente mange, at nu ville lægevidenskaben have magt over teologien. Det var jo tuberkulose, som blev anledningen, men også syfilis, der kan smitte gennem læbers berøring var i spil, – men den sygdom talte man ikke for højt om dengang.
Der fik 10-15 år med debat, kommissioner og lovforslag, før der blev åbnet op for muligheden af at bruge individuelle bægre ved altergangen. Det er til at undres over. Men det giver perspektiv til den aktuelle debat, for nu, hvor alle synspunkter omkring corona-smitte og strategier er i spil, så er det godt at huske, at sådan har det også været tidligere.
Der skal åbenbart meget debat og mange samtaler til, før vi med tiden kan blive enige om en fælles vej.                                                                   God søndag og god weekend!

Inger
__________________________


Carsten Sindvald og Finn Henriksen



Værket hedder
“15 Inventioner” af J.S. Bach, transkriberet af Larry Teal

Carsten Sindvald og Finn Henriksen